Livemusik er det fine, det rigtige. Indspillet musik er derimod ufuldstændigt og underlødigt. Sådan har det heddet sig. I litteraturen og mærkeligt nok selv blandt hi-fi-anmeldere. Jeg mener, at de tager fejl. Så i dette personlige essay skriver jeg, Karsten Ifversen (det er mine ører, du her ser nærbilleder af), om min livslange glæde ved at lytte til indspillet musik. Og undervejs har jeg nørdede gaver til dig, kære læser.

Hvorfor jeg elsker lyden af indspillet musik, og da Metallica gav mig tinnitus

Lyt til artiklenLæst op af Karsten R.S. Ifversen
49:53

Intro

Min hørelses levende ruiner

Lydtrykket forekom mig øresønderrivende. Metallicas åbning af Royal Arena i 2017 var en fatal koncert. Ikke bare havde forsangeren fået halsbetændelse, bagefter susede det, som om en lille støvsuger var blevet tændt i mine ører. Og jeg har ikke kunnet slukke den siden.

Men tinnitus har ikke ændret min kærlighed til at lytte. Tværtimod. At gøre vores stue til et lytterum og tænde for musikken, lade mig blive ført af klangenes stemninger og opslugt i deres soniske rum er for mig stadig et af livets honningdepoter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her